I aften får vi serveret en thriller på norsk tv. Det nemlig i dag, at alle vores naboer og andre nordmænd stemmer til Stortinget. Helt til slut fortæller meningsmålingerne, at det bliver et tæt løb mellem den rød/grønne regering og den borgerlige opposition. Bliver statsministeren igen socialdemokraten Stoltenberg – eller bliver det Høyres Erna Solberg eller Siv Jensen? Hvis jeg var bookmaker, så ville jeg sætte sandsynligheden nogenlunde sådan her: 45 pct. på Stoltenberg – 35 pct. for Solberg – og 20 pct. på Jensen.
Det er svært at komme med en klar analyse af, hvad valgkampen egentlig har handlet om. Fremskridtspartiet har mest af alt villet snakke om, at Norge mangler en dansk asylpolitik. Arbeiderpartiet har snakket om ældre og, at valget er et valg om, hvorvidt Norge er et sammenskudsgilde, eller ikke. Høyre – altså de konservative – er optaget af, at skolen fungerer lige så dårligt som de norske veje. Mest af alt har valgkampen handlet om oppositionens manglende lyst til at mødes ved taktiktavlen. De ellers borgerlige Venstre og Kristeligt Folkeparti vil vælte venstresidens regering – men vil for alt i verden ikke sidde i regering sammen med Fremskridtspartiet. Siv Jensen og co. vil også vælte regeringen – men ikke uden at sidde i regering. Hvad enden bliver er altså ikke godt at vide med mindre den nuværende regering får flertallet, når stemmerne er afgivet kl. 21.
Nede i min lokale Kiwi mærker man dagens alvor. Det er forbudt at købe øl i supermarkedet hele dagen, fordi det er valgdag. Vinmonopolet er lige så lukket. Øllen må vi hente frem for gemmerne – og jeg priser mig lykkelig for de friske danske forsyninger, som jeg har stående i køleskabet.

14/09/2009...16:04
I dag må vi ikke drikke øl
Spring til kommentarer